HVER DAG LEVER VI

En serie stedsspecifikke værker til Jægerspris Slot, 2017. Serien består af 14 akvarel-collager installeret i Rebekkasalen på Jægerspris Slot. Fotografering ved Dorte Krogh.
“Grevinde Danner står i dag som en markant historisk foregangskvinde. Gennem sit ægteskab med kong Frederik den Syvende arvede hun en betydelig del af den oldenborgske kongeslægts private formue. Med baggrund i sin opvækst med en enlig og økonomisk dårligt stillet mor havde hun forståelse for behovet for omsorg for nogle af samfundets svageste grupper. I 1873 underskrev grevinde Danner fundatsen for Kong Frederik den Syvendes Stiftelse paa Jægerspris. Stiftelsen blev i hendes testamente indsat som arving til Jægerspris Slot. Formålet skulle være at drive et børnehjem for piger. Året efter døde grevinde Danner.

I løbet af få år husede bygningerne omkring slotsgården mere end 300 piger. Siden den gang har tiderne ændret sig. Men det er fortsat grevinde Danners sociale tankegang, der danner baggrund for Stiftelsens virksomhed. Der er også i dag et børnehjem. Nu både for piger og drenge. Gennem en periode husede en af bygningerne uledsagede flygtningebørn. Inden for de seneste år har Stiftelsen indledt et samarbejde med Forælder Fonden og organisationen Danner omkring støtte til udsatte familier med mindreårige børn.

Gennem påskeudstillingen år 2017 har kunstneren Karen Land Hansen på en enestående og indsigtsfuld måde formidlet grevinde Danners sociale tanker i en tidssvarende ramme. En serie akvareller og collager viser børn og unge, der før og nu i en periode af deres liv har boet ved slottet i Jægerspris. Værkerne er skabt på baggrund af lånte og kunstnerens egne fotografier, læsning om Stiftelsens historie og samtaler med personer, som i dag er knyttet til de forskellige aktiviteter omkring børn og unge.”

Uddrag fra udstillingstekst af Nils Sættem, direktør for Frederik den Syvendes Stiftelse.

Mange tak til personalet ved slottet,Trine Lohmann, børn og personale på Birkebo, Malte Kristiansen, Caroline A. Madsen og Camilla Nørgård